Stoffets sammensætning kan identificeres gennem visuel inspektion og berøring. Naturlige fibre såsom bomuld er bløde og hudvenlige- med en let ru fornemmelse og en vis grad af luftighed; linned er relativt stift og meget åndbart; silke er glat, blød og har en naturlig glans; Ulden er luftig, elastisk og holder godt på varmen. Kemiske fibre som polyester og nylon har en glat, sprød følelse eller en vis elasticitet, men relativt dårlig åndbarhed. Ved at observere stoffets glans, følelse og elasticitet kan dets fibersammensætning bestemmes foreløbigt. Sammensætningen kan også identificeres gennem fysiske eller kemiske testmetoder. For eksempel er afbrændingsmetoden almindeligt anvendt: Tag en lille mængde fiber, antænd den, og observer forbrændingshastigheden, røgen, lugten og askens form. Bomuld og hør brænder hurtigt og efterlader pulveragtig aske med en brændt lugt; silke og uld brænder langsomt og efterlader hård aske med en lugt, der ligner brændt hår; polyester, nylon og andre kemiske fibre producerer smeltede dråber, når de brænder, og har en skarp lugt. Mikroskopisk observation af fiberoverfladestrukturen eller opløsning af specifikke fibre i opløsningsmidler kan også bruges til identifikation.
Til industriel identifikation og laboratorieidentifikation kan instrumentelle analysemetoder også anvendes. Metoder som Fourier transform infrarød spektroskopi (FTIR), differential scanning kalorimetri (DSC) eller røntgenstrålediffraktion kan nøjagtigt identificere den kemiske sammensætning af fibre. Moderne testmetoder kan hurtigt og præcist skelne mellem naturlige fibre, kemiske fibre og blandede stoffer, hvilket giver et pålideligt grundlag for tekstilproduktion, kvalitetsinspektion og markedsovervågning.